Mine landskaber 

Efter 25 år i København har jeg bosat mig i det skånske Provence i den sydøstlige del af Sverige. At flytte til Skåne blev lidt som at komme hjem igen efter 25 år i København i Danmark.

Landskaberne her minder lidt om urlandskabet i Mols Bjerge på Djursland i midtjylland, hvor jeg har mine rødder. Det særprægede istidslandskab, hvor mennesket har levet i årtusinder har altid har fascineret mig. Her kan man såmænd få øje på ursuppen, hvis man giver sig tiden til det. 

Indirekte landskaber

Bølgende landskaber og æbletræer langs kyststrækningen karakteriserer den sydlige del af Skåne. Mit “barndoms landskab” var også præget af mange gamle æbletræer, hvor min far havde specialiseret i beskæring og talte om harmoni og balance mellem grenværk. Min mor talte mest om de gamle æblesorter og sammendraget blev at der voksede grene ud mellem fingrene på mig. Ofte finder jeg mig selv langs kysten, hvor de gamle æbletræer taler til mig som individer, som jeg med stor indlevelse personificerer mig med.

Det er en sanselig oplevelse at kigge op i himmelen gennem de knoklede arme af grene, de abrupte torsoer, der tegner grafiske silhuetter mod himmelen. Selve mellemrummet er et begreb kendt i japanske haver som ‘Ma’, som er beslægtet med tavshederne mellem noterne i musikken. Når jeg kigger op i himlens klare lys, så opstår der et rum mellem grenværk og himmelen og metaforisk er dette det mest fornemme, da vi behøver pauser, så vi overhovedet har mulighed for at gå lidt i stå og lade oplevelsen tage over. 

Under vinterhalvåret, når bladene er faldet af træerne får jeg en majestætisk oplevelse af at hver stamme i skoven er som enkeltstående individer, der nogle gange står alene og andre gange klynger sig sammen i grupper. Det er præcis som med mennesker. En enkelt stamme træder ud af morgendisen med sin kølige kappe i guddommelig blå. Her står jeg klar til at fange momentet og her henter jeg min inspiration. 

Den kunstneriske proces og spor af menneskelig eksistens og nærvær

Først grunder jeg lærredet med mange pastose lag af kridt, der påføres et underlag i form af et lærred eller en plade. Så påfører jeg oliefarven og skaber en overordnet en nogle gange struktur af dekomponeret bladmetal for at skabe en ekstra dimension, et udgangspunkt for at arbejde videre med en fortælling.

Under arbejdsprocessen handler det om at nedbryde og underordne sig motivets struktur. Der sker en transformation over tid, som jeg selv styrer med mit eget indre kompas. De forskellige væsker bider sig ned i metallet og bliver til en slags alkymiske nedslag af spor, revner og udladninger. Metaller bliver til metaforer, som jeg anvender til at skabe kommunikative tråde af spor, historier og fortællinger i mine værk. Nogle partier lyssættes, mens andre partier mejsles frem og hele kompositionen fremstår som en stram struktur, hvor der dannes en form for rygrad i hvert enkelt værk.

Det kræver kunstnerisk præcision og specialkompetencer at holde tøjlerne under selve udførelsen  – mest for at undgå at kaos tager over. Det kan let blive en nervepirrende øvelse, når man glemmer sig selv bort i en arbejdsproces. Det er ofte bedre at rense bort end at brodere. 

Når mine værker fremtræder tredimensionelt i overgangen mellem figuration og abstraktion bliver det som en mental rejse, som jeg aldrig bliver træt af at udforske. Det har taget mindst 20 år at udvikle de forskellige teknikker, som jeg nu mikser som en ny form for assemblage. Når jeg lade de to verdener smelte sammen er det som at en ny æstetik tager form. 

Farven fra universet

Gennem hele mit liv arbejdet med en meget mådeholden malerpalet, da det ikke er farverne i sig selv, der inspirerer mig til at komme videre, men historiefortællingen. Jeg kommunikerer med mit billedsprog. Farvepaletten er dæmpet, men den blå farve er altid nærværende, da den kommer fra universet og tilføjer ro. Jeg arbejder nok mest med den tertiære farveskala, hvor mange laveringer påføres med viftepensel i tynde lag, så man i hvert malerstrøg kan aflæse en bid af tidligere påførte nuancer. Farverne opnår dybde og viskositet gennem de stilfærdige arbejdsprocesser. 

En iboende længsel efter naturen

Gennem hele mit kunstnerskab har jeg arbejdet med naturen og forgængelighedens tema. Mine værker omhandler tidens cykliske karakter, hvor jeg stadig undersøger naturens iboende skønhed, skrøbelighed og menneskets omfattende og negative aftryk på miljøet. Dette ofte i en parallelisering mellem naturens cyklus og menneskets livscyklus. Jeg benytter mig af stærke visuelle metaforer, som får os til at stoppe op og opfatte forhold, som ellers skulle forblive ubemærkede.  

En undersøgende praksis 

Billeder skal ikke forklare, men tankerne må gerne snurre og det er ikke meningen, at man entydigt skal kunne aflæse motiverne. Der må gerne være noget for beskueren at gå på opdagelse i.  Jeg vil gerne undersøge, hvordan at æstetik og sansning kan være med til at danne udgangspunkt for nye etiker og forståelses rum.