Mine landskaber

Efter 25 år i København har jeg bosat mig i det skånske Provence i den sydøstlige del af Sverige. At flytte til Skåne blev lidt som at komme hjem igen efter 25 år i København.

Landskaberne her minder lidt om urlandskabet i Mols Bjerge på Djursland, hvor jeg har mine rødder. Det særprægede istidslandskab, hvor mennesket har levet i årtusinder har altid har fascineret mig. Her kan man såmænd få øje på ursuppen, hvis man giver sig tiden til det. 

Indirekte landskaber

Bølgende landskaber og æbletræer langs kyststrækningen karakteriserer den sydlige del af Skåne. Mit “barndoms landskab” var også præget af mange gamle æbletræer, hvor min far havde specialiseret i beskæring og talte om harmoni og balance mellem grenværk. Min mor talte mest om de gamle æblesorter og sammendraget blev at der voksede grene ud mellem fingrene på mig. Ofte finder jeg mig selv langs kysten, hvor de gamle æbletræer taler til mig som individer, som jeg med stor indlevelse personificerer mig med. Det er en sanselig oplevelse at kigge op i himmelen gennem de knoklede arme af grene, de abrupte torsoer, der tegner grafiske silhuetter mod himmelen. Selve mellemrummet er et begreb kendt i japanske haver som ‘Ma’, som er beslægtet med tavshederne mellem noterne i musikken. Når jeg kigger op i himlens klare lys, så opstår der et rum mellem grenværk og himmelen og metaforisk er dette det mest fornemme, da vi behøver pauser, der er vigtige for, at vi overhovedet kan opleve. 

Under vinterhalvåret når bladene er faldet af træerne får jeg en majestætisk oplevelse af hvert stamme i skoven som enkeltstående individer, der nogle gange klynger sig sammen i grupper. Det er præcis som med mennesker. En enkelt stamme træder ud af morgendisen med sin kølige kappe i guddommeligt blå. Her står jeg klar til at fange momentet og her får jeg min inspiration. 

Den kunstneriske proces og spor af menneskelig eksistens og nærvær

Først grunder jeg lærredet med mange pastose lag af kridt, der påføres en malebund. Så påfører jeg en oliefarve på lærredet og skaber en overordnet struktur af dekomponeret bladmetal for at skabe en ekstra dimension, hvor det handler om at nedbryde og underordne sig motivets struktur. De forskellige væsker bider sig ned i metallet og bliver alkymiske nedslag af spor, revner og udladninger. Der sker en transformation over tid, som jeg selv styrer med mit eget indre kompas. Metaller bliver til metaforer, som jeg anvender til at skabe kommunikative tråde af spor af historie og fortællinger i mine værk. Når mine værker fremtræder tredimensionelt i overgangen mellem figuration og abstraktion bliver det som en mental rejse, som jeg aldrig bliver træt af at udforske. Når jeg lade de to verdener smelte sammen er det som at en ny æstetik tager form. 

Ny assemblage

Det har taget mindst 20 år at udvikle de forskellige teknikker, som jeg nu mikser som en ny form for assemblage. Nogle partier lyssættes, mens andre partier mejsles frem og hele kompositionen fremstår som en stram struktur, der danner en form for rygrad i hvert enkelt værk. Det kræver kunstnerisk præcision og specialkompetencer at holde tøjlerne under selve udførelsen  – mest for at undgå at kaos tager over. Det kan let blive en nervepirrende øvelse, når man glemmer sig selv bort i en arbejdsproces. Det er ofte bedre at rense bort end at brodere. 

Farven fra universet

Igennem hele mit liv arbejdet med en meget mådeholden malerpalet, da det ikke er farverne i sig selv, der interesserer mig eller gør mig nysgerrig. Farvepaletten er dæmpet, men den blå farve er altid nærværende, da den kommer fra universet og tilføjer ro. Jeg arbejder med den tertiære farveskala og mange laveringer påføres med viftepensel i tynde lag, så man i hvert malerstrøg kan aflæse en bid af tidligere påført nuance. Farverne opnår dybde og viskositet og da jeg netop arbejder med stemning og iscenesættelse er er den særlige glød i maleriet en vigtig ingrediens. 

En iboende længsel efter naturen 

Gennem hele mit kunstnerskab har jeg arbejdet med naturen og forgængelighedens tema. Mine værker omhandler tidens cykliske karakter, hvor jeg stadig undersøger naturens iboende skønhed, skrøbelighed og menneskets omfattende og negative aftryk på miljøet, ofte i en parallelisering mellem naturens cyklus og menneskets livscyklus. Jag vill att mitt projekt ska innehålla starka visuella metaforer som får oss att stanna upp och uppfatta förhållanden som annars skulle ha blivit obemärkta. 

En undersøgende praksis 

Billeder skal ikke forklare, men tankerne må gerne snurre og det er ikke meningen, at man entydigt skal kunne aflæse motiverne. Der må gerne være noget for beskueren at gå på opdagelse i. Jeg vil gerne undersøge, hvordan at æstetik og sansning kan være med til at danne udgangspunkt for nye etiker og forståelses rum.