Mellemrummet mellem abstraktion og figuration

Det er ikke nok for mig at beskæftige mig med sirlige penselstrøg og gengive en detaljeret og nøjagtig beskrivelse af verden, da jeg altid har villet noget mere end bare at beskæftige mig med håndværket i traditionel forstand. Der skal være flere lag for beskueren at gå på opdagelse i, for at værket skal kunne opleves igen og igen. Lærredet grunder jeg i mange pastose lag, en teknik som jeg har udviklet gennem mange år, der skaber flere dimensioner i billedfladen.  Så overfører jeg bladmetal på lærredet og opbygger et arkitektonisk rum med en stringent komposition. nogle stringente linjer.

Herefter oxiderer jeg bladmetallet, så det forandres og gradueringer og eksplosioner opstår. Patineringens muligheder udforskes i en delvis styret arbejdsproces. Det er tale om komplicerede arbejdsprocesser, som består af delvis ”alkymiske” eksperimenter, hvor jeg dekomponerer bladmetal og delvis arbejder intuitivt med kemikalierne. Når mine værker fremtræder tredimensionelt i overgangen mellem figuration og abstraktion bliver det som en mental rejse. Det er ligesom at to verdener smelter sammen og skaber en helt ny æstetik, som jeg stadig udforsker.

Efterladenskaber af menneskelig væren

Spor i maleriet bliver til fragmenter af efterladenskaber, som kan opleves som en parallel forskydning af fokus. Disse spor dukker frem på overfladen som arkæologiske fund i en flade, som en skønhedsplet, der vidner om tidens tand og historiens eksistens.”Alkymiske” eksperimenter af spor, revner og erosioner i metallet bliver til abstrakte nedslag. Historier bliver til og nye historier tager over, præcis som i livet, hvor vi bestandigt skal forberede os på det fremmede og det ukendte vi møder på vores vej. Krakeleringer i metallets overflade er som et vindue til en anden verden. Kun sjældent opleves uendeligheden, fordi den altid gemmer sig bag de sprækker i overfladen, der spærrer for udsynet.

 

Maleriet som en mental rejse

Jeg interesserer mig for eksistentielle spørgsmål, hvor jeg gerne kommenterer på skævheder og kritiske forhold i samfundet. Ofte det  skrøbelige menneskesind og de psykiske strukturer i os mennesker, som jeg beskæftiger mig med. Fortællingerne kan være krøllede tankespor af oplevelser, som jeg forsøger at fortolke til et alment sprog. Livet i sig selv kan ofte være som et teater, hvor man står udenfor, betragter sig selv og måske blive tilskuer til sit eget liv.

Jeg benytter ofte repetitioner med små tvist for at grave mig selv dybere ned i stoffet, man ligesom gentager sig selv og så alligevel ikke. Man oplever facetteret, ser flere vinkler som i sekvenser af en film. Måske at betragteren fornemmer at kunstneren har kastet sin kærlighed på fortællingen, som forstærker oplevelsen.

Mentalrealisme er nok den isme, der bedst betegner bedst mit univers, hvor det mentale henviser til sindet og udtrykker en personlig og emotionel dimension. Selv trives jeg bedst med ikke at blive sat i bås indenfor en isme.

Billeder skal ikke forklare, men tankerne må gerne snurre. Det er ikke meningen at man entydigt skal kunne aflæse motiverne. Jeg forsøger ikke at konkludere på vegne af min beskuer, men jeg vil gerne tilbyde et rum for refleksion, et oplevelsesrum, hvor man kan filosofere. Jeg ønsker at undersøge, hvordan at æstetik og sansning kan være med til at at danne udgangspunkt for udarbejdelsen af nye etiker, forståelses- og handlingsrum.

Forgængelighed

Tilliden har jeg haft til maleriet som genre i en tid, hvor det ikke har været særlig velkomment at insistere på at fortælle historier, som mennesker kan relatere sig til. På tværs af samtidskunstens mange medier valgte jeg maleriet, da det vil blive et meget begrænsende projekt for mig at holde virkeligheden ude af kunsten ovenpå de erkendelser, som den abstrakte modernisme har ført med sig.

Gennem hele mit kunstnerskab har jeg arbejdet med forgængelighedens tema, hvor min gennemgående inspiration hentes i naturen.  Det velkendte og det som vi kender kan hurtigt afsløre detaljer der på ildevarslende vis minder os om, at intet varer evigt.

Jeg kan inspireres af et krøllet blad, som jeg finder på havegangen eller de lange skygger på husfacaden, der fanger mit blik. Strukturer og nuancer i den organiske bark på pinjetræerne under de sydligere himmelstrøg er også en tilbagevendende kilde til inspiration. Jeg kan omsætte mine oplevelser i maleriet, men aldrig som naturalistiske afbildninger uden filter. Jeg vil helst undgå motiver med tydelige referencer, så billederne bliver almengyldige. Samtidig så arbejder jeg med en meget dæmpet farvepalet.

Vores stadige fascination af afslutningen på verden, som vi kender den, udspringer af bevidstheden om vor egen dødelighed og det eksistentielle vilkår, som stadig er et omdrejningspunkt i min kunst.

Sgraffito – omvendte tegninger i negativ

Når jeg arbejder med sgraffito, så påfører jeg kridt en malebund i pastose lag, som jeg viderebearbejder med udgangspunkt for nogle omvendte tegninger i negativ. Det er en langsommelig, men meget fysisk proces – hvor jeg er med i alle led af den taktile oplevelse af materialet. I en årrække har jeg eksperimenteret med forskellige former for kridt og gips, som jeg anvender til malegrund.

Alchemiens dekadence

Indslag af bladmetal giver værket en ekstra dimension, hvor overflader, stoflighed og nogle mere eller mindre udtalte psykiske strukturer kan friste beskueren til at gå yderligere på opdagelse i værket. Jeg oplever, at mine alkymiske eksperimenter nærer indlevelsen på et andet plan.

Mine figurative former nedbrydes partielt med nogle arkitektoniske indslag af bladmetal, der giver næring til egen refleksion, men det er først, når den første forelskelse i metallernes lyster har lagt sig, at billederne åbner sig og folder sig ud. Det dekorative i mine arbejdsprocesser med bladmetal er en kærkommen mulighed for at fange beskuerens opmærksomhed. Det er en konstant udfordring at finde den grænse, hvor værket ikke må blive for dekorativt, hvad der er min største udfordring i maleriet. Jeg ønsker jo at fange beskuerens opmærksomhed og at gåderne står i kø. Man kan blive så henført af metallernes skinnende overflade og fascineres som en forelskelse, der forblænder øjet, så man ikke kan få øje på sig selv. Det er vigtigt, at give plads til eksperimentet for stadig at kunne udvikles som kunstner.

 

© 2018 Anne Maria Udsen. All Rights Reserved