Mellemrummet mellem abstraktion og figuration

Jeg har altid villet noget mere end bare at beskæftige mig med håndværket i traditionel forstand. Jeg vil gerne tilsætte maleriet noget mere. Det er ikke nok for mig at beskæftige mig med sirlige penselstrøg og gengive en detaljeret og nøjagtig beskrivelse af verden. Der skal være flere lag for beskueren at gå på opdagelse i, for at værket skal kunne opleves igen og igen.

Jeg mixer bladmetaller med olie, hvor overfladen i metallet forandres og udvikles under kemiske processer. Det figurative og det abstrakte univers kombineres og patineringens muligheder udforskes i en delvis styret arbejdsproces. Det er tale om komplicerede arbejdsprocesser, som består af delvis ”alkymiske” eksperimenter, hvor jeg dekomponerer bladmetal og delvis arbejder intuitivt, men med nedslag af stramme kompositioner og stor detaljerigdom.

Når mine værker fremtræder tredimensionelt i overgangen mellem figuration og abstraktion bliver det som en mental rejse. Det er ligesom at to verdener smelter sammen og skaber en helt ny æstetik, som jeg stadig udforsker.

Men stor respekt for de klassiske dyder henviser jeg gerne til dem, men træffer nødvendigvis mine egne æstetiske valg i den kunstneriske tilblivelsesproces. Teknikkerne har jeg udviklet gennem de seneste 13 år, hvor jeg bygger mit lærred op i mange pastose lag fra Champagne, som er en arbejdsmetode med en lang historie. Malerierne er bygget op af mange transparente lag i olien for at skabe en dybde og tredimentionalitet i billedfladen.

Efterladenskaber af menneskelig væren

Spor i maleriet bliver til fragmenter af efterladenskaber, som kan opleves som en parallel forskydning af fokus og dukker frem på overfladen som arkæologiske fund eller blot som en lille detalje eller skønhedsplet, der vidner om tidens tand og historiens eksistens.
”Alkymiske” eksperimenter som spor, revner og erosioner i metallet bliver til abstrakte nedslag, der svøber sig omkring detaljer i olien og bliver til efterladenskaber af menneskelig væren. Virkeligheden rykker nærmere.

Det er meningen at beskueren bliver sendt ud på en rejse som pendler mellem mange betydningslag, som illustrerer den menneskelige sårbarhed og det levende liv, som er brudstykket. Historier bliver til og nye historier tager over, præcis som i livet, hvor vi bestandigt skal forberede os på det fremmede og det ukendte vi møder på vores vej.

”krakeleringer i metallets overflade er som et vindue til en anden verden. Kun sjældent opleves uendeligheden, fordi den altid gemmer sig bag de sprækker i overfladen, der spærrer for udsynet.”

”Kunsten visualiserer noget, der hele tiden flygter eller følger os som en skygge. ”

”Som ung læste jeg Ofelias skyggeteater af Michael Ende, hvor skyggerne tager over. I min kunst er det ofte er de parallelle historier der mest optager mig mest og det kontrasterende lys i skyggerne, som jeg fascineres af”.

Maleriet som en mental rejse

Mentalrealisme er nok den isme, der bedst betegner bedst mit univers, hvor det mentale henviser til sindet og udtrykker en personlig og emotionel dimension. Selv trives jeg bedst med ikke at blive sat i bås indenfor en isme.

Jeg interesserer mig mest for den menneskelige eksistens, hvor jeg gerne kommenterer på kritiske forhold, det skrøbelige menneskesind og de psykiske strukturer i os mennesker, som jeg beskæftiger mig med. Fortællingerne kan være krøllede tankespor af oplevelser, som jeg forsøger at fortolke til et alment sprog. Livet i sig selv kan ofte være som et teater, hvor man står udenfor, betragter sig selv og måske blive tilskuer til sit eget liv, hvor selve oplevelsen og følelsen kan virke skræmmende.

Jeg benytter ofte repetitioner med små tvist for at grave mig selv dybere ned i stoffet, man ligesom gentager sig selv og så alligevel ikke. Beskueren får mulighed for at gå opdagelse og opleve forskellige vinkler af samme sag og hvor det enkelte tvist bidrager til den store fortælling. Jeg oplever, at betragter fornemmer at kunstneren har kastet sin kærlighed på serien og måske selv oplever samme fordybelse.

Billeder skal ikke forklare, men tankerne må gerne snurre. Det er ikke meningen at man entydigt skal kunne aflæse min kunst. Jeg forsøger ikke at konkludere på vegne af min beskuer. Jeg vil gerne tilbyde et rum for refleksion, et oplevelsesrum, hvor man kan filosofere over konsekvenserne af vores egen eksistens og indvirken. Jeg ønsker at undersøge, hvordan at æstetik og sansning kan være med til at at danne udgangspunkt for udarbejdelsen af nye etikker, forståelses- og handlingsrum.

Vanitas – Naturen og poesien som inspiration

Tilliden har jeg haft til maleriet som genre i en tid, hvor det ikke har været særlig velkomment at insistere på at fortælle historier, som mennesker kan relatere sig til. På tværs af samtidskunstens mange medier valgte jeg maleriet, da det vil blive et meget begrænsende projekt for mig at holde virkeligheden ude af kunsten ovenpå de erkendelser, som den abstrakte modernisme har ført med sig.

”Ofte forsøger jeg at installere det skræmmende i skønheden, ikke som modsatser, men som elementer, der vokser sammen til en enhed – med sit eget unikke udtryk.”

Gennem hele mit kunstnerskab har jeg arbejdet med det klassiske vanitasmotiv, som en ledetråd, der har ført mig ud på lange rejser. Min gennemgående inspiration hentes ofte i naturens forvandling, hvor jeg tilstræber, at udtrykket bliver poetisk og kan anvendes til at beskrive menneskets dybere lag. Det velkendte og det som vi kender kan hurtigt afslørre detaljer der på ildevarslende vis minder os om, at intet varer evigt.

Jeg kan inspireres af et krøllet blad, som jeg finder på havegangen eller de lange skygger på husfacaden, der fanger mit blik. Strukturer og nuancer i den organiske bark på pinjetræerne under de sydligere himmelstrøg er også en tilbagevendende kilde til inspiration. Jeg kan omsætte mine oplevelser i maleriet, men aldrig som naturalistiske afbildninger uden filter. Jeg vil helst undgå motiver med tydelige referancer, så billederne bliver almengyldige. Min farvvepalet er forholdsvis dæmpet. Vores stadige fascination af afslutningen på verden, som vi kender den, udspringer af bevidstheden om vor egen dødelighed og det eksistentielle vilkår, som stadig er et omdrejningspunkt i min kunst.

Sgraffito – omvendte tegninger i negativ

Når jeg arbejder med sgraffito, så påfører jeg kridt en malebund i pastose lag, som jeg viderebearbejder med udgangspunkt for nogle omvendte tegninger i negativ. Det er en langsommelig, men meget fysisk proces – hvor jeg er med i alle led af den taktile oplevelse af materialet. I en årrække har jeg eksperimenteret med forskellige former for kridt og gips, som jeg anvender til malegrund.

Alchemiens dekadence

Jeg oplever, at mine alkymiske eksperimenter nærer indlevelsen på et andet plan. Indslag af bladmetal giver værket en ekstra dimension, hvor overflader, stoflighed og nogle mere eller mindre udtalte psykiske strukturer kan friste beskueren til at gå yderligere på opdagelse i værket.

Mine figurative former nedbrydes partielt med nogle arkitektoniske indslag af bladmetal, der giver næring til egen refleksion, men det er først, når den første forelskelse (i metallernes lyster) har lagt sig, at billederne åbner sig og man kan gå dybere ind i værket, hvor det kan åbne sig og folde sig ud. Det dekorative i mine arbejdsprocesser med bladmetal er en kærkommen mulighed for at fange beskuerens opmærksomhed.

”det er en konstant udfordring at finde den grænse, hvor værket ikke må blive for dekorativt, hvad der er min største udfordring i maleriet”

Jeg ønsker jo at fange beskuerens opmærksomhed og jeg vil at gåderne skal stå i kø. Man kan blive så henført af metallernes skinnende overflade og fascineres som en forelskelse, der forblænder øjet, så man ikke kan få øje på sig selv.

”Det er vigtigt, at give plads til eksperimentet for stadig at kunne udvikles som kunstner.”

© 2017 Anne Maria Udsen. All Rights Reserved