Gennem hele mit kunstnerskab har jeg arbejdet med naturen og forgængelighedens tema, hvor objekter fra naturen påminder os om at livet ikke varer evigt.

Frygten mod naturen er altid nærværende i min kunst. Vores stadige fascination af afslutningen på verden, som vi kender den, udspringer af bevidstheden om vor egen dødelighed og det eksistentielle vilkår. Man kan sige at jeg på den måde følger en form for tradition, hvor mit arbejde består i at tilføre traditionen noget nyt.

Jeg arbejder med visuel perception. De sidste 15 år har jeg arbejdet med at mikse oliemaleri med oxideret bladmetal i et og samme værk for at give maleriet et ekstra dimension. Man kan næsten kalde et værk for en assemblage, da det indeholder så mange applicerede lag af bladmetal og olje. Mange komplicerede teknikker kombineres i et og samme værk, der giver karakter og struktur.

Ved at tilsætte dekorative elementer i min kunst giver det mig en kærkommen mulighed for at fange beskuerens opmærksomhed. Man lokker betragteren nærmere og lægger ud et visuelt duftslør, så beskueren betages af de fine skinnende stænk af organiske mønstre og nuancer, der glinser og vibrerer i sollyset, så man må stoppe på. Det er først når den første henførelse har lagt sig at man kigger lidt nærmere på værket og opdager at det måske ikke er så perfekt som man lige troede og måske endda hviler på strenge af let ubehag. Det er lidt ligesom med livet og den første betagelse, der måske fører til forelskelse. Det handler om at ramme balancen og det er en konstant udfordring at finde den grænse, hvor værket ikke må blive for dekorativt, hvilket er min største udfordring.

Jeg har udråbt mig selv til kemiingeniør, hvor jeg bygger et ”skellet” af bladmetal, som fungerer som en malegrund for mine videre applikationer med figurative elementer på billedplanet. Ofte påfører jeg bladmetal på mit lærred og opbygger et arkitektonisk rum med en stringent komposition, som jeg senere i en malerisk proces kan vælge at nedbryde eller underordne mig. Jeg arbejder med alkymiske eksperimenter og jeg kan ikke altid forudse resultatet af de tonale registre, som kan gå mod varme eller mere kolde valører over tid, så der er  mange fysiske forhold der spiller ind på det egentlige resultatet. Det er som at maleriet under forarbejdningen ofte viser sin særlige karakter, hvor jeg som fortolker kun kan forme videre og maler frem nogle spor med mine sirlige malerpensler. Det hænder også at jeg helt stopper op, hvis motivet ikke vil modtage mere påvirkning. I blandt er oxidationerne så perfekte at jeg kommer til at viderebearbejde mit motiv og så må jeg lade værket vinde kampen.

Mit lærred grunder jeg i mange pastose lag for at opnå det helt rigtige underlag  at arbejde på. Jeg er besat af tanken om at gøre det hele fra bunden, da jeg er overbevist om at det faktisk har en betydning for den umiddelbare og ubevidste oplevelse af værket. Jeg vil at beskueren virkelig skal sanse og fornemme alle momenter i tilblivelsesprocessen.

Når mine værker fremtræder tredimensionelt i overgangen mellem figuration og abstraktion bliver det som en mental rejse. Det er ligesom at to verdener smelter sammen og skaber en helt ny æstetik, som jeg stadig udforsker.

Jeg har altid arbejdet figurativt fra jeg startede med at male for snart 30 år siden. Det har været en lang rejse, men i dag oplever jeg at abstraktionen i mine billeder optager mere og mere plads og ikke nødvendigvis altid skal underordne sig et budskab på realplanet. Alkymiske nedslag af spor, revner og erosioner i metallet er vigtige medspillere under tilblivelsen af det enkelte værk. Jeg åbner et vindue  til en anden verden og  animerer beskueren til en mere intuitiv refleksion og oplevelse af det enkelte værk. Der opstår en parallel forskydning af fokus og spor bliver til en form for arkæologiske fund, der vidner om tidens tand og historiens eksistens.

Jeg vil gerne byde på oplevelser, der kan opleves i flere dimensioner. Jeg oplever, at mine alkymiske eksperimenter nærer indlevelse på et andet plan, hvor spor kryber frem fra underlaget og nye historier tager over, præcis som i livet, hvor vi bestandigt skal forberede os på det fremmede og det ukendte vi møder på vores vej.

Forholder det sig sådan at uendeligheden gemmer sig bag sprækker i overfladen, der spærrer for udsynet?

Jeg forsøger ikke at konkludere på vegne af min beskuer, men jeg vil jeg gerne tilbyde beskueren et rum for refleksion, et oplevelsesrum for eftertanke. Jeg ønsker at undersøge hvordan at æstetik og sansning kan være med til at danne udgangspunkt for udarbejdelsen af nye etiker, forståelses- og handlingsrum. Billeder skal ikke forklare, men tankerne må gerne snurre og det ikke meningen at man entydigt skal kunne aflæse motiverne. Fortællingerne kan være krøllede tankespor af oplevelser, som jeg forsøger at fortolke til et almengyldigt sprog. Samtidig arbejder jeg med en meget dæmpet farvepalet.