I mellemrummet

Spændingsfeltet mellem abstraktion og figuration er i virkeligheden dér, hvor det hele koger. Jeg har altid villet noget mere end bare at beskæftige mig med håndværket i traditionel forstand. I mere end 10 år har jeg kombineret oliemaleriet med elementer af oxideret bladmetal, herunder kobber, sølv etc. Nye historier smelter sammen med underliggende historier og i spændingsfeltet mellem de to verdener opstår nye strukturer og flere virkelighedsplaner. Når mine værker fremtræder tredimensionelt i overgangen mellem figuration og abstraktion bliver det som en mental rejse. Det er ligesom at to verdener smelter sammen og skaber en helt ny æstetik, som jeg stadig udforsker.

Maleri – en mental rejse

Mentalrealisme er nok den isme, der bedst betegner mit univers, hvor det mentale henviser til sindet og udtrykker en personlig og emotionel dimension. Jeg interesserer mig mest for den menneskelige eksistens, hvor jeg allerhelst kommenterer på kritiske forhold. Det er den menneskelige eksistens, det skrøbelige menneskesind og de psykiske strukturer i os mennesker, som jeg beskæftiger mig med. Fortællingerne kan være krøllede tankespor af oplevelser, som jeg forsøger at fortolke til et alment sprog . Livet i sig selv kan ofte være som et teater, hvor man står udenfor, betragter sig selv og blive tilskuer til sit eget liv, selve følelsen kan virke skræmmende.

Jeg benytter ofte repetitioner med små tvist for at grave mig selv dybere ned i stoffet, man ligesom gentager sig selv og så alligevel ikke. Beskueren får mulighed for at gå opdagelse og opleve forskellige vinkler af samme sag, hvor hvert værk bidrager til den store fortælling. Jeg oplever, at betragter fornemmer at kunstneren har kastet sin kærlighed på serien og måske selv oplever samme fordybelse.

Et universelt billedsprog

Det er ikke meningen at man entydigt skal kunne aflæse min kunst. Billeder skal ikke forklare, men tankerne må gerne snurre. Jeg forsøger ikke at konkludere på vegne af min beskuer. Jeg ønsker at tilbyde et rum for refleksion over konsekvenserne af vores egen eksistens og indvirken og undersøger, hvordan at æstetik og sansning kan være med til at at danne udgangspunkt for udarbejdelsen af nye etikker, forståelses- og handlingsrum.

Historier bliver til og nye historier tager over, præcis som i livet, hvor vi bestandigt skal forberede os på det fremmede og det ukendte vi møder på vores vej. Det er ikke nok for mig at beskæftige mig med sirlige penselstrøg og gengive en detaljeret og nøjagtig gengivelse af verden, da der skal være flere lag for beskueren at gå på opdagelse i – for at værker kan opleves igen og igen.

Tilliden har jeg haft til maleriet som genre i en tid, hvor det ikke har været særlig velkomment at insistere på at fortælle historier, som mennesker kan relatere sig til. På tværs af samtidskunstens mange medier valgte jeg maleriet, da det vil blive et meget begrænsende projekt for mig at holde virkeligheden ude af kunsten ovenpå de erkendelser, som den abstrakte modernisme har ført med sig. Jeg ønsker jo gerne reaktivere medfølelse og indlevelse hos mit publikum. Sproget skal helst være indirekte og lavmælt, hvilket også er en af grundene til at min foretrukne farvepalet er forholdsvis dæmpet. Jeg vil helst undgå motiver med tydelige referancer, så billederne bliver almengyldige. Vores stadige fascination af afslutningen på verden, som vi kender den, udspringer af bevidstheden om vor egen dødelighed og det eksistentielle vilkår, som stadig er et omdrejningspunkt i min kunst.

Melankolien er en uvurderlig drivkraft, som man ikke bare skal skubbe væk. I den Wagnerske stemning kan få mulighed for at opdage de dybe sider af selvet i sindets mange afkroge. Det er her næringen trives og her er mest interessant at opholde sig. Det forholder sig sådan, at melankolien også rummer også noget gådefuldt, ambivalent og er genialitetens forudsætning, tæt beslægtet med den guddommelige inspiration eller vanviddet (mania), som Platon beskriver i Faidros. I dag er vi så optaget af at udrydde alt det, der kan true menneskets velbefindende, som er forbudt i et samfund, der konstant jager det næste lykkefix. Jeg tror, at man som Boudelaire bør omfavne melankolien, der giver en hidtil upåagtet mulighed for refleksion over konflikten mellem det evige og det timelige, det ophøjede og det banale.

 

Spor og sprækker til en anden verden

Krakeleringer i metallets overflade bliver til sprækker i bevidstheden, som et vindue til en anden verden, ligesom i det levende liv, der er brudstykket. Kun sjældent opleves uendeligheden, fordi den altid gemmer sig bag de sprækker i overfladen, der spærrer for udsynet.

 

Antropomorfisme

Dyrekroppen fremstilles som en torso, et objekt i et svævende rum, kun omgivet af mørket – skønheden findes, selv dér hvor mørket sejrer.

Det var i mødet med den storslåede natur at hele produktionen satte fart. Den henførende natur, ruinerne og dette smukke landskab af døde og taktile dyrekroppe gav mig en uforglemmelig oplevelse på nethinden, som en mental kulisse, der stadig nærer inspiration. Dyremotiver fra 90erne er en slags antropomorfisme. Malerierne blev til efter en rejse til Skotland med en flok jægere fra Danmark. Den taktile overflade på dyrets krop blev malet med en fjer for at betone den pelsede flade – før viftepenslen blev at købe i butikkerne.

I pakhus 19 på Frihavnen i København skabte jeg serien med kronhjorte, som banede vejen for min debut på den Frie i København i 1995. Malerierne fik en central placering på udstillingen og bidrog med en del presseomtale, hvor jeg blev fremstillet som en ny-fornyer af romantikken.

Flere år senere kom serien ”Industribaronens afkom”, en serie med køer som hovedmotiv og katalysator for helt andre motiver. Køerne blev mine frænde og omkring årtusindskiftet blev de et meget centralt og omdiskuteret emne i pressen på grund af mund- og klovsyge. Så portrættet af en ko med spørgende øjne blev antaget på sommerudstillingen og bidrog med min debut på Royal Academy of Art i London.

Det var på et arbejdsophold i Ræveskiftet i Hornbæk (under et ophold i 2000)  at mine “omstridte køer”  blev malet og en kort tid efter flyttede de ind på sommerudstillingen og skulle ophænges i et rum med relikvier i en montre af Damien Hurst.

Et andet enkeltstående stort værk ”familiekrønike med udbryder” (1996) forestiller fem køer, der står fastklemt på række foran en afgrund af beton. Billedet blev en fatal omskrivning af min brors skilsmisse, som trak dybe furer i familieidylen.

 

Barndom og magtspil

“Outwit” er fra serien om barndommens legetøj, der handler om barndom og magt. Jeg malede en lang række portrætter med bamsen som model, vores alle sammens krammedyr, det pelsede dyrs portræt i close-up eller krænget helt ud i billedets kant. Krammedyret har i serien fået en ophøjet position som i den gængse genre.

En bamse har fået revet hjertet ud og i flere af motiverne ligger bamsen ned og er blevet besejret af et rovdyr af plastik, der viser tænder. Det bliver som på en scene, hvor projektørens skarpe lys skaber et spil, hvor vi mennesker bliver som beskuere til vores eget liv. For hvem er det egentlig som viser tænder?

Billedserien kan selvfølgelig læses på flere planer, men selve grundstemningen spiller på melankoli, da lyset virker dramatisk og urovækkende. I det stærke kontrasterende lys danner selv de underordnede skygger nye dramatiske figurer.

 

Vanitas – med naturen som fascination

Gennem hele mit kunstnerskab har jeg arbejdet med det klassiske vanitasmotiv, som en ledetråd, der har ført mig ud på lange rejser. Min gennemgående inspiration hentes ofte i naturens forvandling, hvor jeg tilstræber, at udtrykket bliver poetisk og kan anvendes til at beskrive menneskets dybere lag. Ofte er det skyggerne, det andet som tilsætter billedet en ny fortælling, som underordner sig, men som fra sin lavmælte position tilsætter billedet det der ekstra, der giver billedet kant. Det velkendte og det som vi kender kan hurtigt afslørre detaljer der på ildevarslende vis minder os om, at intet varer evigt.

Ofte forsøger jeg at installere det skræmmende i skønheden, ikke som modsatser, men som elementer, der vokser sammen til en enhed – med sit eget unikke udtryk.

Jeg kan inspireres af et krøllet blad, som jeg finder på havegangen eller de lange skygger på husfacaden, der fanger mit blik. Strukturer og nuancer i den organiske bark på pinjetræerne under de sydligere himmelstrøg er også en tilbagevendende kilde til inspiration.

Alchemi og angsten for dekadence

Det blev meget nærlæggende for mig at arbejde med bladmetal, da fascinationen lever i bedste velgående. Jeg har stor respekt for de klassiske dyder og henviser gerne til dem, men træffer nødvendigvis mine egne æstetiske valg i den kunstneriske tilblivelsesproces. Jeg bygger mine plader op i mange lag af champagnekridt, som påføres en malebund i pastose lag og som jeg viderebearbejder med udgangspunkt for nogle omvendte tegninger i negativ. Det er en langsommelig, men meget fysisk proces – hvor jeg er med i alle led af den taktile oplevelse af materialet. I en årrække har jeg eksperimenteret med forskellige former for kridt og gips, som jeg anvender til malegrund. I de mere maleriske kompositioner tilsætter jeg fragmenter af bladmetal, som spor – spor som bliver fragmenter af efterladenskaber, som kan opleves som en parallel forskydning af fokus. Disse spor dukker frem på overfladen som arkæologiske fund, der vidner om historiens eksistens. Jeg mixer det figurative med det abstrakte univers og udforsker patineringens muligheder i en delvis styret arbejdsproces.

Efter en tid at have flirtet med konservatorfaget blev det aldrig egentlig min vej. Jeg havde betydelig mere behov for at stille de nødvendige spørgsmål til livet end til at stille maleriet en diagnose.

Jeg oplever, at mine alkymiske eksperimenter nærer indlevelsen på et andet plan. Indslag af bladmetal giver værket en ekstra dimension, hvor overflader, stoflighed og de tilsigtede  ”psykiske strukturer” kan friste beskueren til at gå yderligere på opdagelse i værket. Mine figurative former nedbrydes partielt med nogle arkitektoniske indslag af bladmetal, der giver næring til egen refleksion, men det er først, når den første forelskelse (i metallernes lyster) har lagt sig, at billederne åbner sig og man kan gå dybere ind i værket, hvor det kan  åbne sig og folde sig ud. Det dekorative i mine arbejdsprocesser med bladmetal er en kærkommen mulighed for at fange beskuerens opmærksomhed. Det er en konstant udfordring at finde den grænse, hvor værket ikke må blive for dekorativt og det er nok egentlige den største udfordring. Jeg ønsker jo at  fange beskuerens opmærksomhed og jeg vil at gåderne skal stå i kø. Man kan blive så henført af metallernes skinnende overflade og fascineres som en forelskelse, der forblænder øjet, så man ikke kan få øje på sig selv.

Som noget nyt forsøger jeg at nedskrive mine handlinger som et metodisk værktøj, så jeg under min skabende proces altid kan finde hjem igen. Det giver en vis tryghed at arbejde struktureret og metodisk, men det er en stor udfordring for mig, da jeg delvist arbejder intuitivt med mine ”alkymiske” eksperimenter. Det er vigtigt at give plads til eksperimentet for stadig at kunne udvikles som kunstner.